Afsnittet ”Krop og pubertet” består af 10 øvelser, som har til formål at styrke elevernes kendskab til kroppens udvikling gennem puberteten. Den første øvelse fungerer som en slags opvarmningsøvelse, hvor kroppen hyldes for at kunne mange ting. Formålet med denne øvelse er at introducere eleverne til et positivt syn på kroppen, hvor fokus er på, hvad kroppe kan, fremfor hvordan de ser ud. Herefter kommer der øvelser, som sætter fokus på de forandringer, kroppen gennemgår under puberteten.
Afsnittet benytter forskellige arbejdsformer i øvelserne, så der både er plads gruppearbejde med dialog, samt kreative øvelser hvor eleverne skal anvende flipflapper. Der sættes fokus på, hvordan kroppen kan bruges til at kommunikere med, gennem f.eks. ens mimik. Drenge og pigers pubertet har hvert sit afsnit, og her præsenteres emner som menstruation og produktion af sædceller.
Materialet har en afslutningsøvelse, som kan anvendes til at repetere pointer og viden fra forløbets opgaver. Denne øvelse kan gennemføres som en quiz, hvor eleverne får mulighed for at bringe deres viden i spil.
De sidste 2 øvelser i afsnittet omhandler prævention og er forbeholdt for elever på mellemtrinnets 6. og 7. klassetrin. De to øvelser har til formål at give eleverne en introduktion til hvilke præventionsformer, der er tilgængelige. Materialet fokuserer ikke på den seksuelle akt, men mere overordnet på, hvordan prævention kan anvendes forebyggende. Eleverne på 6. og 7. klassetrin opnår derved en grundlæggende viden, som kan viderebygges, når de kommer i udskolingen.

